• Topliste over træpiller af høj kvalitet
  • Kvalitets Træpiller


    Se siden med forhandlere

    Kvalitets træpiller - en guide

    Det er med stor glæde at vi kan præsentere brugerne for denne side. Samtidigt har det været meget svært, da man ikke bare lige finder nogle kriterier som man ønsker at træpillerne skal overholde.

    Formålet med siden er at give forbrugerne indsigt i hvad en kvalitetstræpille er og hvordan den findes.

    Bemærk at der kan være stor forskel på kvaliteten af træpiller. Ikke alle typer træpiller brænder lige godt i alle typer stokerfyr! Derfor ønsker vi også at formidle salg af træpiller af ekstra god kvalitet.

    Der er altså 3 følgende parametre, når det drejer sig om at købe træpiller:

    • Pris
    • Kvalitet
    • Beliggenhed

    Som alle ved, sælger man ikke kun træpiller på pris og kvalitet, men også på beliggenhed.
    Derfor mener vi, at det er vigtig at få alle parametre med.

    Teknologisk Institut har udarbejdet en kvalitetssikring for træpiller. Det er denne kvalitetssikring, der giver forbrugerne mulighed for at for at finde en leverandør af kvalitetstræpiller.

    Grundlaget for kvalitetssikringen er en ny CEN standard kaldet CEN/TS 14961

    Da standarden er Dansk Standards ejendom, har vi ingen mulighed for at fortælle hvad der står i den. Men den kan købes via deres website. Skriv CEN/TS 14961 i søgefeltet.

    At en leverandør er med i kvalitetssikringen, er ikke nogen garanti i sig selv. Det er analyserapporten derimod.

    Formålet med CEN/TS 14961 er at opstille et utvetydigt og klart klassifikationsprincip for faste brændsler, herunder træpiller. CEN/TS 14961 opererer med tre forskellige kategorier af oplysninger:

    1. Oprindelse
    2. Normative data
    3. Informative data

    Under oprindelse anfører brændselsproducenten eller importøren oplysninger om råvarernes oprindelse for det pågældende brændselsparti. Oplysningerne kan f.eks. være "savsmuld fra møbelproduktion".

    De normative data, der skal oplyses for, at træpillerne kan klassificeres efter normen, er følgende:

    • Træpillernes diameter
    • Vandindhold
    • Askeindhold
    • Svovlindhold 1)
    • Mekanisk stabilitet
    • Additiver
    • Nitrogenindhold 1)

    1) Indhold af svovl og nitrogen skal kun angives, hvis råmaterialet er kemisk behandlet træ, eller hvis der er anvendt svovl eller nitrogenholdige bindemidler ved fremstillingen.

    Informative data omfatter følgende:

    • Brændværdi
    • Vægtfylde
    • Klorindhold

    Informative data er ikke et krav, men i CEN/TS 14961 anbefales det, at brændværdien oplyses.

    De informative data kan udbygges yderligere efter behov, og analysedata kunne være følgende:

    • Elementaranalyse
    • Kulstof
    • Brint
    • Ilt
    • Røntgenanalyse for øvrige grundstoffer
    • Slaggetest
    • Askeanalyse
    • Formaldehyd, for indikation af limrester
    • Lugt

    For importerede træpiller vil slaggetesten være et oplagt indsatsområde, idet mange udenlandske træpiller har vist sig at have helt andre slaggedannende egenskaber end danske træpiller.

    Teknologisk Institut opdeler slaggedannende tendens i følgende kategorier:

    1. Ingen
    2. Svag
    3. Moderat
    4. Kraftig
    5. Meget kraftig

    Kategori 1 kan anvendes i alle typer fyringsanlæg.
    Kategori 2 kan give slaggedannelse i visse mindre fyringsanlæg.
    Kategori 3 er ikke anvendelig i mindre fyringsanlæg, men kan anvendes i større kedler til fjernvarmeproduktion.
    Kategori 4 er generelt uanvendelig, men kan dog evt. anvendes i affaldskedler.
    Kategori 5 er uegnet til brændsel.

    Slaggetesten udføres altid som en del af kvalitetsordningen.

    Vi siger tak til Sten Frandsen fra Teknologisk Institut for at være medvirkende til at denne side blev en realitet.

    Mere info findes her:
    http://www.teknologisk.dk/energi/13264
    http://www.pelletcentre.info/CMS/site.asp?p=2550

    Se siden med forhandlere

1.200.764 Visninger
  • Bruger Menu
^ Til toppen ^